Menu

Mindeord over Kurt Nielsen

image Foto: Preben Arildsen
Mathilde Tambour Johansen
12. februar 2026 kl. 14:52

Mindeord over Kurt Nielsen.

 

Af Preben Arildsen

 

Det var med stor sorg, vi modtog meddelelsen om, at Kurt Nielsen, efter længere tids sygdom, sov stille ind lørdag aften den 31. januar 2026. Han blev 80 år.

 

Kurt Nielsen blev født i Glamsbjerg på Fyn.

 

Efter realeksamen kom Kurt i lære som boghandler i Odense. Herefter drog han til  Aalborg, men flyttede efter 1 år til Nykøbing F, hvor han blev ansat i boghandlen Lyngmann og Wang. Da Christoffersens Boghandel købte boghandlen, flyttede Kurt med. Han blev i firmaet efter Arnold Busck senere overtog.

 

Kurt Nielsen spillede fodbold og valgte TGB som sin klub. Det blev hans klub resten af livet og han blev en ægte TGB’er. Kurt var meget aktiv i klubben, hvor han spillede senior, old boys og veteran. Da han stoppede sin aktive karriere, fortsatte han som holdleder for old boys og senere for veteranerne.

 

I en periode var Kurt ”husmand” i klubben og løste mange ad hoc opgaver. 

 

Som mangeårigt medlem af ”De gamle TGB’ers Reklamehold” fandt man altid Kurt på cyklen med omdeling af reklamer på Marielyst samt Nykøbing F. og omegn. Da kræfterne p.gr.a. et svigtende helbred slap op, sørgede Kurt for forfriskninger til kollegaerne.

 

På  CV’et stod også en stilling som medredaktør på det daværende klubblad ”KLATTEN”. Udover at være redaktør var Kurt også korrektør. Han læste korrektur på samtlige indlæg, og det kan tilskrives hans evner for det danske sprog, retskrivning og korrekt tegnsætning, at bladet udkom med fejlfri tekst.

 

Kurt sad sammenlagt 14 år i TGB’s bestyrelse, hvor han var med til at præge klubben til det, den er i dag.

 

Ved generalforsamlingen i januar 2016 blev Kurt Nielsen udnævnt som æresmedlem i TGB.

 

Kurt vil blive savnet i klubben og hans indsats for TGB vil altid stå klart i medlemmernes hukommelse.

 

Kurt Nielsen efterlader sig to døtre Trine og Sanne samtbørnebørn. Vore tanker går til dem i denne svære tid.

 

Æret være Kurts minde.

TGB bruger cookies for at kunne give dig den bedst mulige oplevelse af vor hjemmeside. Ved at bruge vores side accepterer du brugen af cookies.
Luk